Lokalområdet

Haderup – Midtjyllands knudepunkt 

Det er næsten ikke til at komme udenom Haderup, når man snakker om Midtjylland. Landsbyen med de godt 1000 indbyggere ligger nemlig som et knudepunkt på hovedvejene mellem de fire byer Holstebro, Skive, Viborg og Herning, og det ligger lige for at se sig om på boligmarkedet i Haderup, hvis man har job i en af de fire byer eller eksempelvis på Flyvestation Karup, som ligger et kvarters kørsel fra Haderup. Er man jobsøgende, er der også rig mulighed for at finde arbejde inden for en radius af 30 kilometer.

Er man en børnefamilie eller har planer om at blive det, er der også både dagplejere, vuggestue, børnehave og skole med overbygning.

Også for rutebusserne er Haderup et knudepunkt, for i landsbyen krydser ruterne mellem Holstebro-Viborg og Skive-Herning hinanden med mulighed for som passager at skifte rute.

I Haderup finder man attraktive huse eller byggegrunde til en rimelig pris, og der er også gode muligheder for enten private lejemål eller lejemål gennem boligselskab, hvis det er sagen. Når vinterkulden kommer snigende, kan man roligt skrue op for radiatoren, for byen har noget af landets billigste fjernvarme.

Er man typen, der kan lide at bo i et godt nærmiljø og samtidig have et bredt udsyn til verden, er Haderup også stedet med blot 13 kilometer til Karup Lufthavn og 27 kilometer til E45.

Byen har et rigt foreningsliv (læs mere her), der byder på noget for enhver smag inden for sport, fritid, natur, kultur, politik og religion.