Kongehuset besøgte Haderup

Der var kongeligt besøg fredag d. 5. februar, da der blev afholdt fastelavnsarrangement i Haderup

Fastelavnsfesten i Haderup er veloverstået med solid opbakning fra befolkningen.
Der var ca. 150 mennesker (børn og voksne) til tøndeslagning fredag eftermiddag i Haderup Kultur og Idrætscenter. Rigtig mange havde været meget kreative med deres udklædning, så der var både besøg af Livgarden, Kongehuset, Dronning Elsa (Frost), Sørøvere, Ninja´er, Brødrene Bisp, Kpt. Stuart og mange mange flere.

Der var i år, som noget nyt, tøndeslagning for de voksne samt præmie til bedst udklædte voksen og det var glædeligt at se, at mange voksne havde taget seriøst imod den udfordring.

Efter tøndeslagningen var der ½ times fri leg, hvorefter 116 personer havde tilmeldt sig fællesspisningen, som bestod af ”byg-selv-burger” med fri pommes frites og salat, fastelavnsbolle og kaffe/saft.

Det var en rigtig hyggelig eftermiddag/aften, som sluttede i tide, så børnefamilierne lige kunne nå hjem til Disney Sjov.
Flere borgere har efterfølgende tilkendegivet på Haderup Borgerforenings FaceBook side, at de syntes det havde været et godt initiativ fra Borgerforeningens side, at fornye fastelavns-konceptet, så det blev afholdt om fredagen, så man havde mulighed for at slappe af i weekenden og lade op til den efterfølgende uge.
Dette tager Borgerforeningen selvfølgelig med i sin evaluering af arrangementet og overvejelser i forhold til næste års fastelavns-fest.